Er forelskelse spild af tid? Hvis ja, hvorfor bruger vi så alligevel vores dyrebare tid på at få den ønskede opmærksomhed fra det modsatte køn? Hvorfor er det, at vi tillader os at blive forelsket, hvis vi i forvejen ved hvor længe forholdet vil holde? Hvorfor prøver vi overhovedet, når vi ved, at vi i sidste ende kan blive ked af det eller bare skuffet. Hvorfor vil vi udsættes for den psykiske smerte?
Ja en del spørgsmål har jeg, og dem får jeg nok aldrig svar på.. Som de fleste af jer der følger bloggen, så ved i at jeg er sammen med en fyr fra USA. Nu skal i ikke misforstå dette indlæg, og det er heller ikke sikkert, at i vil kunne forstå det..
Men sagen er den, at jeg vidste på forhånd før forholdet med min kæreste, at det ikke ville holde, da jeg jo forlod USA. På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville få ham med hjem over sommeren. Men hvorfor tog jeg chancen, når jeg vidste hvad der ville ske? Det skal lige siges, at jeg elsker ham utrolig højt, og at jeg intet fortryder, men at det bare er spørgsmål jeg skal ud med. Hvorfor ville jeg udsætte mig selv for den smerte, som jeg ved der vil komme, når han rejser på søndag? Godt nok kan man ikke selv bestemme hvem man udvikler følelser for, men jeg kunne jo have lagt dem på hylden, eller? Jeg er bare rigtig forvirret over, hvorfor vi handler som vi gør, selvom vi ved hvad der kommer efter?
Håber at i nogenlunde kunne forstå indlæget.
I må meget gerne skrive som en kommentar nedenunder, hvis i har forslag til hvorfor vi handler som vi gør. Eller hvis i har været udsat for nogenlunde det samme.
//Anne-Sophie
